Kære Jytte Jonasen
Tak for din mail, og tak fordi du er en opmærksom læser, der også læser
billederne grundigt. Vi gør her på avisen meget ud af vores billeder, og de
billeder vi bringer vælges med omhu. Således også billedet du omtaler i din
mail. Efter min bedste overbevisning er der ikke tale om manipulation.
Billedet er leveret fra det internationale nyhedsbureau Reuters, og det er
direkte fyringsgrund hos de internationale billedbureauer at levere
manipulerede billeder. På Berlingske Tidende manipulerer vi heller ikke med
billederne.
Jeg har set Reuters billeder igennem fra den pågældende situation, og jeg
har ikke grund til at betvivle ægtheden af situationen, som Reuters har
leveret til os. Der må være tale om at en kastevind, der bevirker at
flagene blafrer i alle retninger, bidrager til den pudsige situation.
Politiet i forgrunden kaster ingen skygger, netop fordi de selv står i
skyggen. Der kastes således ikke noget lys på dem, som kan give en skygge
på vejen (i modsætning til betjentene i baggrunden der står i sol og som
naturligt kaster skygger).
Troværdighed er afgørende for Berlingske Tidende - og det gælder også
billederne, og omtalte fotografi bør ikke give anledning til at din tillid
til avisen skulle være svækket.
mvh
SØREN LORENZEN | billedchef / fagredaktør | Berlingske Tidende |